Kultursnedkeriet er navnet på et nyt projekt, igangsat af organisationen Musik & Ungdom (M&U), hvor unge deltagere fra tre musik- og kulturskoler i Danmark, får muligheden for selv at tage kontrol over deres musikalske proces.
Holstebro Musikskole er én af de deltagende musik- og kulturskoler i Kultursnedkeriet, der har samlet et hold unge, ambitiøse musikere og hjælper dem med at udvikle deres musikalske og kulturelle kompetencer gennem projektet. Her vil de blive undervist, vejledt og få mulighed for at udvikle deres kulturelle idéer, samtidig med at de er med til at skabe retningen for deres undervisningsindhold.
Projektet skal give de unge et fællesskab, hvor de kan skabe og få ejerskab over deres egen udvikling – og i Holstebro sker dette i frie rammer på Nordisk Teaterlaboratorium.
Teaterlaboratoriet i Særkærparken har nemlig inviteret de unge ind og giver dem rum til at øve og dyrke deres fællesskab.
Det er langt fra første gang at Nordisk Teaterlaboratorium og Holstebro Musikskole hjælper hinanden, men dette projekt åbner op for noget nyt, der endnu ikke har været på teatret:
”Vi er glade for at få de unge kunstnere ind i huset, og vi synes, det er fedt med et samarbejde, der støtter op om at tage ejerskab over den kulturelle udvikling – hvad end det er teater, musik eller noget tredje. Musik er jo en meget inkluderende kunstform, og det bliver spændende hvad Kultursnedkeriets tilstedeværelse kan bringe med sig,” siger Per Kap Bech Jensen, teaterleder på Nordisk Teaterlaboratorium.
Nye omgivelser giver nye idéer
Ved at trække deltagerne ud af de traditionelle musikskole-rammer og ind på et teater, gives de unge samtidig mulighed for at få luftforandring og blive inspireret af andre kulturformer.
”Pludselig har vi en ny tværæstetisk platform,” siger Linda Kaul Steffensen, souschef på Holstebro Musikskole, om muligheden for at være på Nordisk Teaterlaboratorium (NTL), og forsætter: ”Vi havde en gruppe unge, der havde været på efterskole og savnede et øvelokale, men som ikke helt passende ind i de traditionelle musikskolerammer længere. Det nye samarbejde med Nordisk Teaterlaboratorium giver de unge deres helt egen platform – et kombineret øvelokale og værested. Her kan de udvikle sig musikalsk og få støtte fra en klubmentor og banddoktor fra musikskolen.”
Kultursnedkeriet har fået tildelt sine egne lokaler på NTL, hvor de unge frit kan komme og gå.
”Hvad de nye rammer på et teater kan føre med sig af kreative påfund, har vi stadig ikke helt fantasi til at forudsige – men vi glæder os til at følge udviklingen” afslutter Linda Kaul Steffensen.
Kultursnedkeriet er støttet af Tuborgfondet, og deltagerne vil gennem forløbet blive vejledt af en musikdoktor, der hjælper de unge med at udvikle deres færdigheder inden for idéudvikling, projektstyring, budgetlægning og ansøgninger.