
- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Festugemøde for ALLE
6. marts @ 16:00 – 19:00
Kære venner, festugearrangører og andre interesserede
I 2024 fejrer vi 750 års byjubilæum for Holstebro og i den forbindelse vil vi afholde
Holstebro Festuge fra den 8.- 16. juni 2024.
Derfor inviterer Nordisk Teaterlaboratorium og Holstebro Byjubilæum 750 år til
Festugemøde den 6. marts fra 16.00 – 19.00
her på Nordisk Teaterlaboratorium, Særkærparken 144, Holstebro.
Alle som er interesseret i at deltage i Holstebro Festuge i 2024
med aktiviteter og arrangementer, eller blot vil udveksle ideer eller på anden måde ønsker at bidrage til den store fest i jubilæumsåret, er velkomne til at møde op.
Der vil i løbet af 2023 være flere opsamlingsmøder, hvor medarrangører får mulighed for at udveksle ideer og netværke på tværs af institutioner, foreninger, erhvervsliv, og de aktører og enkeltpersoner, der repræsenterer kunsten og kulturen i Holstebro kommune. Der er ingen begrænsning for hvem der kan deltage som medarrangør eller udøver.
Festugen henvender sig til alle tænkelige initiativer, der kan være med til at vise, hvad Holstebro kan, når vi går sammen om at skabe en fest. En fest, der kan samle os og give anledning til at skabe nye gunstige relationer for fremtiden, og som kan være med til at fremme det DNA, Holstebro vil kendes for.
Vi vil gerne opfodre idrætsklubber, kultur- og uddannelsesinstitutioner, kirker og deres sognemedlemmer, militær-, erhvervs- og handelsforeninger, hele foreningslivet, unge som gamle, til at gå sammen på tværs af de vante ruter, for at fejre Holstebro med alt det byen kan, når vi går andre veje end hvad vi kunne forestille os hver for sig. Har man ideer om store projekter der skal kunne ses fra månen eller mindre og nære initiativer for de yngste i kommunen, så er det kun fantasien der sætter grænser for hvad vi kan og vil.
Holstebro 750 Connect Us er overskriften for jubilæumsåret 2024. Connect Us, som tema bliver også det gennemgående træk for Festugen 2024.
Festugemøderne vil give mulighed for samskabelse og koordinering af indkommende initiativer. Om det er idrætsforeninger, der får os alle til at bevæge os, om det er handelslivet, der inviterer til det længst opdækkede bord i gågaden, om det er at give en lap eller en hånd til en fælles event, om det er at sætte sig for at gå sammen om at ville bygge 750 broer på alle tænkelige måder eller få alle skolebørn i kommunen til at synge på samme tid, så kan alle jeres initiativer være med til at skabe Holstebro Festuge og sætte alt i spil for den store jubilæumsfest Connect Us 2024.
Der vil være opfølgningsmøder:
Mandag den 8. maj
Torsdag den 8. juni
Der sendes invitationer ud senere.
Program den 6.marts 2023 – Kl. 16.00 – 18.00
Velkomst ved Søs Banke, koordinator for Holstebro Festuge Connect Us 2024
Kort introduktion til Holstebro Byjubilæum 750 år ved Morten Bramming, programleder for Holstebros Byjubilæum 2024
Info om Festugen overordnet ved Søs Banke
Præsentationsrunde
Opfordring til fremlæggelse af ideer og projekter til Festugen
Ønsker om samarbejder
Kl. 18.00 – 18.45
Dialogkaffe – her har man mulighed for at tale med hinanden, udveksle ideer og lave aftaler
Komme på Festugelisten
Blive en del af Festugeudvalgene
Andre initiativer og netværk
Kl. 18.45
Afrunding og opsamling
Tilmelding senest den 5. marts til Festugemødet (6. marts):
Send tilmelding til Søs Banke: sos@ntl.dk
Navn på tilmeldte
Angiv gerne om det er som enkeltperson eller som repræsentant for en institution eller forening o.l.
Kan man ikke deltage og ønsker at være medarrangør, er man velkommen til at sende sit ideudkast, så vil det komme på listen af initiativer på mødet den 6. marts.
Har man andre spørgsmål angående Festugen, kan man ringe, skrive eller komme forbi teatret ved lejlighed.
Vel mødt!