The Raven

Grusomhetens Teater

The Raven

by Edgar Allan Poe

Directed by Lars Øyno

“Nothing my memory dims, it was in a dark December, where every glow on the arn struggles, against the gloom, a winter sees. Eagerly I longed for the morning, and I sought to forget the sorrow through books forget the sorrow that Lenore is no more, Alas, the beautiful rare girl, whom only the angels of heaven see, and who is now nameless here.”

The American author Edgar Allan Poe’s (1809-1849) poem “The Raven” (1845) contains 18 stanzas with a plot that appeals to stage performance. Literary history describes the poem as a distinctly enigmatic work. In addition to visualising the external action, our theatre performance will try to reach down to the described layers of human issues, where matter gives way to metaphysics and dream. Edgar Allan Poe’s writing deals with what is hidden in the human consciousness – the imprint of the soul and the sensitivity of the nerves. Because of its insistence on the revolutionary conditions of dream, “The Raven” poetically illustrates a universal anxiety linked to the inherent anarchy of life.

“…and I do believe that nature is about to speak.” Antonin Artaud, 31 January 1948

Instruktørens noter:

Hjemme i de stille stuer i Philadelphia er han under arbejdet med «The Raven» vidne til sin unge hustru og kusine Virginias svækkede helbred. Hendes mor og digterens tante forsøger trods pengevanskeligheder og svigersønnens sjældne, men ofte ulyksalige drukture i byens værtshuse at holde den lille familien sammen. To år efter udgivelsen af «The Raven» dør Virginia af tuberkulose 18 år gammel. De har da været gift i 5 år. Tabet af «en hellig pige som nu kun himmelens engle ser» fører den 38 år gamle forfatter ud i fortvivlelse og undergang. På trods af svigtende helbred skaber han digte og noveller som i dag har en betydelig plads i verdenslitteraturen. Den 7. oktober 1849 dør han på sygehuset i Baltimore efter nogle forvildede nætter i byen. Hans sidste ord var «Gud forbarme sig over min arme sjæl.»

I essayet «Kompositionens filosofi» beskriver Poe «The Raven» som kun et matematisk anliggende, et studie i komposition og rytme. Han udtaler, at rytmen er nødvendig for at udvikle skønhedens (læs: kunstens) ide. Digtet om den sørgende student og hans afdøde kæreste ved navn Lenore er kun et værk skrevet for at uddybe den rent håndværksmæssige side ved et skabende arbejde. Allikevel sidder vi igen med rystelsen over den unge mands smertelige situation, og ikke mindst fascinationen over det gådefulde ord «nevermore» fra ravnen, som kommer ind gennem vinduet og sætter sig på busten af Pallas.

Edgar Allan Poe er måske mest kendt for sine noveller, som har inspireret mange krimiforfattere og filminstruktører. Inden for gysergenren på musikkens område kan digtet «The Raven» påberåbe sig at være blevet fremført i forskellige versioner af verdenskendte kunstnere som Lou Reed, Marianne Faithful og Allan Parsons Project.

På Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret vises en scenisk version, og jeg ved ikke, om der er mange, der har forsøgt sig i den retning. Om tilskueren gennem en visuel fremførelse af Poes mesterværk kan komme tættere på, hvad som egentlig foregår over de 18 strofer, er svært at sige. Nogen vil måske betragte «The Raven», som en slags gotisk skrækromantik, men noget siger mig, at det er en grundlæggende viden om natur og menneske, som her formidles. I dag synes dette mere aktuelt end nogensinde.

Lars Øyno – 202040cd750bba9870f18aada2478b24840a40cd750bba9870f18aada2478b24840a