Nu går vi i luften med det næste kunstneriske naboarrangement

Nu går vi i luften med det næste kunstneriske naboarrangement

I Særkærparken går naboer sammen om at skabe kunstneriske oplevelser for hinanden

Pilotprojekt i Holstebro skal danne grundlag for nye måder at styrke nabofællesskaber på i hele Midt- og Vestjylland ved at lade naboer invitere hinanden hjem til en oplevelse ud over det sædvanlige.

Det har længe været et stort ønske for teatret med teaterleder Per Kap Bech Jensen i front at Nordisk Teaterlaboratorium (NTL) bliver en integreret del af det område, som teatret befinder sig midt. Derfor har NTL skabt projektet Kunstneriske Nabofællesskaber, som lader naboer være rammen for en kunstnerisk oplevelse i kvarteret.

Et varieret kvarter

Særkærparken kan noget helt særligt. Kvarteret består nemlig i dag af en tredjedel børnefamilier, en tredjedel voksne husstande uden børn og en tredjedel med pensionister. Tilsæt virksomhederne på Gartnerivej og man står med et meget repræsentativt udsnit af boligområder i vestjylland. Det har stor betydning for erfaringerne, som pilotprojektet kommer til at indsamle.

Der har været stor opbakning blandt både husstandene og virksomhederne til projektet, og der er ingen tvivl om, at Særkærparkens sammensætning gør, at projektet kommer til at kaste vigtige erfaringer af sig, som bliver væsentlige, når projektet skal rulles ud i hele Kultursamarbejdets område.

Første arrangement trak naboerne til

Det første arrangement foregik i august hjemme hos Mette Holmegaard, bibliotekar på Holstebro Bibliotek, som fik haven fuld af over 50 naboer i alle aldre, der medbragte stole og kaffekopper selv, og nød en fælles koncert på terrassen.

Konceptet er at naboer, som er vært, selv vælger om det skal foregå i carporten, køkkenet, haven, stuen osv. Og så tager gæsterne selv de ting med, som der er brug for, som f.eks. stole og kaffekopper. Med i projektets budget er der taget højde for at naboværten får dækket udgifter til netop kaffe og andet, som gør arrangementet mere hyggeligt.  

Open Call tiltrak stor kunstnerisk variation

Efter det første arrangement afholdt NTL et Open Call til de 9 resterende kunstneriske naboarrangementer og det er der kommet en bred palet af arrangementer ud af, lige fra live sms-skabt fortælling til lysinstallation og countrykoncert.

Netop nu er puslespillet i gang med at få placeret de forskellige arrangementer hos naboer og virksomheder. Naboerne byder selv ind med, hvilket arrangement, de gerne vil være værter for, og så planlægger NTL sammen med kunstneren(e) og naboerne, hvornår det skal ligge.

Næste arrangement bliver også åbnet op for resten af byen

Søndag den 29. oktober er det STS-Biler, der inviterer naboerne ind. Her er temaet oplevelser for alle aldre, hvor dagen starter med en del kun for naboerne i Særkærparken og på Gartnerivej, inden der åbnes for hele byen kl. 14, hvor den lille italienske Apecar kommer rullende, parat til at tage alle med helt ind i dagligstuen hos et klassisk ægtepar, bogstavelig talt, udført af Alice Occhiali og Valerio Peroni.

Fakta om Kunstneriske Nabofællesskaber:

  • Der afholdes 10 kunstneriske arrangementer i perioden august 2023 - juli 2024
  • Pilotprojektet er støttet af Kultursamarbejdet
  • Naboskabet omfatter alle husstande og virksomheder i Særkærparken og på Gartnerivej
  • Naboerne vælger selv, hvilket arrangement de vil være rammen for
  • Arrangementet kan afholdes i carporten, haven, køkkenet, stuen osv
  • Flere naboer eller en hel stikvej kan gå sammen om et arrangement.
  • Naboer der møder op til arrangementet, har selv en stol, kop m.v. med, så ingen står med en masse oprydning.
  • Der ydes et tilskud til hvert arrangement, som dækker udgifter til kaffe og den slags.

Nordisk Teaterlaboratorium stiller producenter, tekniker og sceneudstyr m.v. til rådighed, og hjælper med opsætning, hvis det er nødvendigt.

Læs mere om Kunstneriske Nabofællsskaber

Ildfluefest 2022

Ildfluefest 2022

WEST HIVE - Pilotprojekt – Netværk for produktionsfaciliteter for tværæstetiske projekter for musik og scenekunst

WEST HIVE - Pilotprojekt – Netværk for produktionsfaciliteter for tværæstetiske projekter for musik og scenekunst

Eugenio Barbas sidste premiere med Odin Teatret

Eugenio Barbas sidste premiere med Odin Teatret

bubble