Et stærkt fundament for landets ældste egnsteater
Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret er landets ældste egnsteater og har dybe rødder i Holstebro. Sådan vil det også være fremadrettet, også selvom der er gang i et generationsskifte. Processen med at sikre et egnsteater i Holstebro, der bygger på de værdier, teatret er kendt for lokalt, regionalt og internationalt, har været forberedt længe. Ansættelsen af Per Kap Bech Jensen som teaterleder med tiltrædelse i januar 2021 var udadtil første store ændring.
Når processen har været lang, er det fordi bestyrelsen i samråd med teatrets grundlægger Eugenio Barba ønskede at lave et glidende skifte, der skulle sikre, at nye kunstnere samarbejdede med Odin Teatrets ensemble og byggede videre på den tradition, samtidig med, at de selv fik mulighed for at udvikle deres eget kunstneriske udtryk.
“Vi har i bestyrelsen gjort hvad vi kan for at bakke Eugenio Barba op med igangsættelse af en række aktiviteter, han har sat gang i. Vores opgave er at sikre at vi fortsat har et godt og stærkt egnsteater i Holstebro, som bygger videre på det solide fundament, som Eugenio Barba og Odin Teatrets ensemble har skabt gennem rigtig mange år”, udtaler bestyrelsesleder Louise Ejgod Hansen.
Næste ændring i processen bliver, at Eugenio Barba fra årsskiftet ikke længere er tilknyttet Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret som instruktør.
“Det er et stort skridt, men vi er naturligvis i bestyrelsen trygge ved, hvordan teatret udvikles, og hvad der vil komme til at ske. Eugenio Barba har en enestående position i teaterhistorien og har haft en enorm betydning for, at Holstebro i dag er en stolt kulturkommune med et enestående scenekunstmiljø”, udtaler Louise Ejgod Hansen. Det vil vi altid værdsætte.