En vild og medrivende historie om den splejsede arbejderdreng der blev hele Danmarks Halfdan.
Med digtoplæsning, sange, fotos og filmstumper, sammenstykker Iben Nagel Rasmussen et portræt af de mere ukendte sider af sin far Halfdan Rasmussens liv; hans opvækst i en børnerig familie i en toværelses lejlighed på Christianshavn, hans tidlige ungdom med arbejdsløshed, hans politiske engagement i 30erne, højskoleopholdet, cykelrejsen mod Spanien hvor borgerkrigen rasede, mødet med andre unge digterspirer i Unge Kunstneres Klub under den tyske besættelse og vejen til anerkendelse og berømmelse.
"Halfdansk Rapsodi" er ikke en børneforestilling, men snarere en rejse ind i den, til tider, dystre baggrund, som Halfdans voksne digte groede ud af. Selvfølgelig suppleret i rigt mål med de finurlige, sjove, skæve og egenartede rim, der kom til at kendetegne ham som digter
Sprog: Dansk
Første forestilling: 29. januar 2017 i Fjaltring, Danmark
Medvirkende
Iben Nagel Rasmussen
Skuespiller